Ane Riels første novellesamling er udkommet på forlaget Lindhardt og Ringhof.
SKØN, SKØN LÆSNING ♥ ♥ ♥ ♥ ♥
Sikke en fornøjelse! Ane Riels noveller er prægtige. De er som skarpe, syrlige, sødmefyldte bolsjer, der prikker og stikker på tungen, længe efter det sidste sug. Overfladen er genkendelig, hjemligt fortrolig og ufarlig. Det er først i slutfasen, at det chokerende, pudsige, bitre, morsomme eller mørke fyld løber ud, og man er lige uforberedt hver eneste gang.
Igen og igen lader læseren sig forlede, forføre, dysse til ro, og så bang! bryder forfatteren ind med et magisk sammentræf, en vild løsning eller en humoristisk sprække, som får de realistiske rammer til at krakelere og stivnede malerier til at leve uden for lærredet. […] Læseren overraskes, overrumples og chokeres ind i en forståelse af, hvad der – måske, måske ikke – er på færde. Nogle gange er afsløringen let og lattermild, andre gange sørgmodig eller spids, men uanset hvad, så er det umanerlig underholdende læsning. […] Den sidste og helt igennem realistiske novelle hedder ”Sorgens væsen”. Den beskriver smukt, følsomt og usentimentalt en voksen datters nedsmeltning og uendeligt langsomme kommen-til-hægterne efter sin mors død. Ane Riel viser her, at hun ved siden af sin legende jonglering rundt med humor, spændingsmomenter og surrealistiske indslag også behersker et poetisk, billedrigt sprog, og det går lige i hjertet. SMÅ STØD er skøn, skøn læsning.
– uddrag fra anmeldelse i Jyllandsposten
PÅ UDFLUGT MED DØDEN ♥ ♥ ♥ ♥ ♥
Fremragende historier fra Ane Riel, der demonstrerer sin eminente evne til at spille med ordene, som var det noder, og på sin helt unikke måde komponere en litterær symfoni. […] Der er mange måder at død på. Og mange måder at være død på. Eller at være i det hele taget. Ane Riels første novellesamling kredser om døden som det ultimative stød i livet. Og på sin underfundige måde får Riels noveller os til at både gyse og grine, mens andre får hjertet til at knuge sig sammen.
– uddrag fra anmeldelse i SØNDAG
Læs mere om bogen her: SMÅ STØD
Se menuen for at læse mere om forfatterskabet, finde pressemateriale mv.