Jeg har tidligere haft den store glæde at skrive nogle sangtekster til sangduoen Lasse & Mathilde. Nu har jeg bidraget med endnu en tekst. Her i sensommeren ringede de nemlig også spurgte, om jeg kunne have lyst til at skrive en sang til dem, nærmere bestemt en støttesang til Alzheimerforeningen. Jeg sagde ja med det samme, for jeg har – ligesom de – haft sygdommen tæt inde på livet: Min søde trommeslagermand, Alex, levede med den i nogle år, før han døde i 2024 (efter et kort kræftforløb). 
Jeg er helt klar over, at vi på den måde har været “heldigere” stillet end de fleste andre i samme situation. Alzheimers rammer som bekendt forskellige mennesker på forskellige måder, og for rigtig mange er der nok langt imellem lyspunkterne. Sikkert og vist er det, at Alzheimers er en sygdom, som kommer med et hav af udfordringer, bekymringer og ikke mindst sorg. Det er et skrøbeligt sted at være. Derfor har man brug for støtte – og af samme grund er det vigtigt, at vi taler om det.
Efter opkaldet fra Mathilde sad jeg ude i haven i Liseleje og tænkte over, hvordan min personlige oplevelse kunne blive afsættet for en sang, som andre sygdomsramte og pårørende ville kunne genkende noget i og måske endda finde lidt trøst i.
Det måtte ikke blive for mørkt og tungt, tænkte jeg, vel vidende at Alzheimers for mange er netop dét. Imens flagrede sommerfugle livligt forbi mig i solskinnet og mindede mig om det forunderlige, jeg altid mærker, når jeg ser dem. De giver mig en følelse af, at Alex stadig er omkring mig med sin glæde, så for mig er sommerfugle små glimt af et evigt nærvær.
Mange oplever, at de mister deres kære bid for bid til sygdommen. Måske ser de dem forvandle sig til noget fremmed, endda blive aggressive og ondskabsfulde. Hvor må det dog være sindsoprivende svært at stå i en sådan situation og skulle minde sig selv om, at det kun er sygdommen, man ser, og at mennesket – eller måske rettere sjælen – stadig stråler derinde bagved. Og så huske at lade dét menneske leve videre i erindringen.
Det var rart for mig at skrive teksten, også selvom det trak nogle tårer (for dælen da). Men endnu skønnere var det at høre den i Lasse og Mathildes vidunderlige fortolkning. Deres smukke melodi og fine sang løfter den derop, hvor den kan flyve – og jeg er fuld af taknemmelighed.
Vores fælles håb er, at I vil lytte til “Af sted, til stede” og støtte Alzheimerforeningen i deres uvurderlige arbejde med at støtte alle de flagrende sind og dem, som holder af dem. Tak. 
Sangen kan lyttes og læses, video kan ses og bidrag kan gives ved at følge dette link: https://www.alzheimer.dk/bidrag/lasse-mathilde-udgiver-stoettesang/
Ane